Den Digitale Trædemølle: Vi opdaterer os selv ihjel
Af Brian Poulsen | Januar 2026
Det startede egentlig bare med, at jeg ville have en hjemmeside. En simpel WordPress-blog, hvor jeg kunne dele mine tanker. Jeg troede, arbejdet ville bestå i at skrive indlæg og generere lidt billeder.
Jeg tog fejl.
I dag bruger jeg halvdelen af tiden på at være “digital vicevært”. Hver gang jeg logger ind, bliver jeg mødt af røde cirkler og advarsler. – Et plugin skal opdateres. Temaet er “outdated”. PHP-versionen er for gammel. Databasen skal optimeres.
Det, der skulle være et kreativt frirum, er blevet en uendelig liste af pligter.
Og derfor slog det mig for nylig: Det er ikke kun min hjemmeside. Det er hele vores digitale liv.
Vi er endt i et globalt racerløb, hvor “nyt” er blevet synonymt med “nødvendigt”, og hvor vi som brugere er blevet reduceret til ufrivillige beta-testere for en industri, der har mistet jordforbindelsen til fordel for et ræs mod algoritmer og aktionærernes forventninger.
Fra Windows til Webhotel: Opdaterings-terroren og “Enshittification”
Det mest stressende øjeblik i en moderne arbejdsdag er ikke en stram deadline. Det er den lille besked i hjørnet af skærmen: “Genstart for at opdatere”.
Hvis du bruger Windows, kender du frustrationen. Opdateringerne kommer væltende konstant. Nogle gange er det sikkerhed (fair nok), men ofte er det “features”, ingen har bedt om. Pludselig har du fået en AI-assistent i proceslinjen, eller din startmenu er lavet om, så den viser flere reklamer.
Der er et begreb for det her, opfundet af forfatteren Cory Doctorow: Enshittification. Det dækker over, hvordan digitale platforme langsomt bliver dårligere for brugerne via opdateringer, men bedre for virksomhedens indtjening. Når Windows opdateres i dag, er det sjældent for at gøre din PC hurtigere. Det er for at høste mere data eller tvinge dig til at bruge deres tjenester. Operativsystemer – uanset om det er Windows eller macOS – er ikke længere stabile platforme, vi arbejder på. De er levende markedspladser, der ændrer sig under fødderne på os.
Det samme gælder browserne. Jeg har brugt både Firefox og det gamle Internet Explorer (som i dag er blevet til Edge) siden start-00’erne, og senere hoppede jeg med på Chrome-bølgen. På tværs af dem alle har jeg set udviklingen gå fra “nødvendig vedligeholdelse” til “aggressiv feature-jagt”. For Firefox er vi nu oppe på version 147.0.1, og opdateringerne kommer så hurtigt, at kvalitetssikringen umuligt kan følge med. Version 147.0.1 er ikke et kvalitetsstempel; det er et vidnesbyrd om en udviklingscyklus, der er ude af kontrol. Hver 3.-4. uge tvinges ny kode igennem for at understøtte de nyeste web-API’er eller AI-integrationer, som ingen har bedt om, men som marketingafdelingerne kræver.
Jeg har nu – i ren afmagt – sat mine browsere til at opdatere automatisk i baggrunden, simpelthen fordi jeg ikke orkede at blive forstyrret længere. Jeg har reelt overgivet nøglerne til min digitale hoveddør, bare for at få fred.
Apps: De røde tal som narko
På vores telefoner er det endnu mere kynisk. Har du undret dig over, hvorfor dine apps skal opdateres hver 14. dag, ofte med den intetsigende tekst: “Bug fixes and improvements” ?
Det handler sjældent om bugs. Det handler om synlighed. Algoritmerne i App Store og Google Play er indrettet med en såkaldt “Recency Bias” (Aktualitets forudindtagethed). Hvis en app-udvikler ikke udgiver en opdatering i et par måneder, straffes appen og gemmes væk i søgeresultaterne. Derfor tvinges udviklere til at opfinde opdateringer. De ændrer farven på en knap eller opdaterer et tracking-bibliotek, kun for at kunne trykke “Udgiv” og vise algoritmen, at de stadig er i live.
Det er en tretrins-raket af manipulation:
- “Jeg lever endnu!” (Psykologisk markedsføring)
For et plugin-firma eller en app-udvikler er en opdatering et gratis reklameskilt. Når du ser det røde tal i dit kontrolpanel, tænker du på dem. Hvis et plugin ikke er opdateret i 6 måneder, begynder folk at spørge: “Er projektet dødt? Tør jeg bruge det?”. Ved at rette en ligegyldig stavefejl i en menu kan de stemple deres plugin som “Opdateret i dag”, hvilket får det til at se frisk og sikkert ud i kataloget. - Algoritme-pleje
På platforme som App Store eller WordPress.org bliver software ofte rangeret efter, hvor “aktuel” den er. Hyppige opdateringer signalerer til algoritmen, at udvikleren er aktiv, hvilket kan give en bedre placering i søgeresultaterne. Det er SEO (søgemaskineoptimering) forklædt som softwareopdateringer.
“Recency Bias”: Algoritmerne belønner apps, der opdateres ofte (typisk hver 2-4. uge). Hvis en udvikler lader sin app ligge i 3 måneder uden opdatering, begynder den at falde i søgeresultaterne. Udviklere tvinges til at opfinde “updates”, selvom der ingen fejl er, bare for at signalere “vi lever” til algoritmen. Det er derfor, vi ser changelogs som: “Bug fixes and performance improvements” uden yderligere info. Det er kode for: “Vi har ikke lavet noget, men vi vil gerne ligge øverst.” - Agile-metoden (Udviklings-racerløbet)
Moderne softwareudvikling følger ofte “Agile” principper, hvor man udgiver ting, så snart de er færdige. I gamle dage samlede man sammen til en stor pakke hver 3. måned. I dag udgiver man hver gang en programmør har rettet en kommafejl. Det er effektivt for dem, men det skaber “Update Fatigue” (opdateringstræthed) hos os brugere.
Økonomien bag: Abonnements-fælden
Men hvorfor gør de det? Svaret er, som altid, penge. Vi ejer ikke længere vores software. Vi lejer den. Software-as-a-Service (SaaS) betyder, at vi betaler månedlige abonnementer for alt fra Office-pakken og Photoshop til specialiseret software som videoopskalering. Hvor man før købte en livstidslicens, tvinges man nu over på månedsbetaling. Det samme gælder de nye AI-tjenester til chat, video- og billedgenerering, hvor man ofte køber ‘credits’, der forsvinder ved månedens udgang, hvis de ikke bruges.
Hvis Adobe, Microsoft eller din foretrukne AI-tjeneste ikke opdaterer hele tiden, begynder kunderne at spørge: “Hvorfor betaler jeg et dyrt abonnement om måneden, hvis produktet er præcis det samme som for et år siden?” Opdateringerne er blevet deres eneste undskyldning for at blive ved med at trække penge på dit kort. De er nødt til at opfinde nye features – også dem, der gør produktet dårligere eller mere rodet – for at retfærdiggøre abonnementet.
Jeg ser det selv helt ned i WordPress-maskinrummet. Plugins som f.eks. AIOSEO opdateres konstant, og pludselig er simple funktioner, som at uploade et “person-logo” til Google, gemt væk eller pakket ind i forvirrende menuer, der skriger “KØB PRO VERSION”. De bruger opdateringerne til at ændre brugerfladen, så de gratis funktioner bliver sværere at finde, mens betalings-knapperne bliver større. Det er ikke en opdatering af funktionalitet; det er en opdatering af salgstaktikken.
Sikkerheds-dilemmaet: Vi er taget som gidsler
Det værste ved denne situation er, at vi ikke bare kan melde os ud. Vi er taget som gidsler i et sikkerhedsmæssigt dilemma.
Producenterne har nemlig fundet ud af at “bundle” (pakke) tingene sammen. De blander kritiske sikkerhedsrettelser, som vi skal have for ikke at blive hacket, sammen med store, tunge feature-opdateringer og reklamer, som vi ikke vil have. Jeg vil gerne låse min hoveddør (sikkerhedsopdatering), men låsesmeden nægter at gøre det, medmindre han samtidig må male hele mit hus neon-lyserødt og installere et overvågningskamera i stuen (feature bloat).
Vi kan ikke sige “ja tak” til sikkerheden uden også at sige “ja tak” til alt det andet bras. Og det er præcis der, faren opstår. For når vi accepterer alt blindt, accepterer vi også fejlene.
De skjulte konsekvenser: Hardware-spild og ‘Terms of Service’
Inden vi ser på de store nedbrud, er der to “usynlige” omkostninger ved dette ræs, som vi sjældent taler om.
For det første er der hardware-paradokset. Det er naturligvis fair nok, at Microsoft ikke kan sikkerhedsopdatere Windows 10 til evig tid – udvikling er nødvendig og positiv. Men det skaber et dilemma, hvor fuldt funktionsdygtig hardware ofte må skrottes, alene fordi den ikke længere kan trække den nyeste, tunge software. Hardwaren fejler intet, men koden er blevet for krævende. Det er prisen for udvikling, men vi skal glæde os over, at teknologien til genanvendelse af elektronik heldigvis bliver bedre dag for dag.
For det andet er der den juridiske ‘sniger’. Når vi trykker ‘Opdater’, accepterer vi ofte nye vilkår. Nogle gange er det positivt, som når GDPR-lovgivning tvinger virksomheder til at beskytte vores data bedre og informere os om det. Men i 2025/2026 ser vi oftere bagsiden: At opdateringen giver virksomheden ret til at bruge dine data til at træne deres AI. Som vi så med Meta (Facebook) sidste år, kan en simpel tekst om “Opdaterede vilkår” reelt betyde: “Nu bruger vi dine billeder til at gøre vores robot klogere”.
Når hastværk bliver livsfarligt: De store nedbrud
Mens det på telefonen mest bare er irriterende, er konsekvenserne fatale, når vi skalerer op til den globale infrastruktur.
Vi fik det ultimative skræmme-eksempel i juli 2024 med CrowdStrike. Her var det ikke en hacker, der lagde verden ned. Det var en sikkerhedsopdatering. En lille fil, der skulle beskytte computerne, blev rullet ud automatisk til 8,5 millioner Windows-maskiner verden over. Resultatet? Det hele gik i sort. Fly blev aflyst, operationer udskudt, og supermarkeder kunne ikke tage imod betaling. Hvorfor gik det galt? Fordi det skulle gå stærkt. Filen var ikke testet godt nok, før den blev sendt ud til alle på én gang. Det var en sikkerhedsopdatering, der gjorde mere skade end nogen hacker nogensinde har formået. Den var farligere end truslen, den skulle beskytte imod.
Man skulle tro, branchen lærte noget, men 2025 blev året, der beviste det modsatte. Vi så gigantiske nedbrud hos både AWS (Amazon) og Cloudflare i slutningen af året.
- Cloudflare (18. november 2025): Det store nedbrud, der lagde store dele af nettet ned. Det skyldtes en opdatering af en “feature file” i deres database-cluster (ClickHouse). Det var en rutine-opdatering af en database, der væltede dominobrikkerne og skabte massive Authentication failures globalt.
- AWS (20. oktober 2025): Verdens største nedbrud i 2025. 17 millioner fejlmeldings-rapporter. En intern opdatering trak Snapchat, streamingtjenester og utallige virksomheder med ned i faldet. Pointen er skræmmende: Når selv Amazon, som ejer infrastrukturen, ikke kan opdatere uden at vælte verden, så er systemet for skrøbeligt.
Begge dele er rygraden i internettet. Og i begge tilfælde var årsagen interne opdateringer og konfigurationsændringer, der gik galt. Vi har bygget systemer, der er så komplekse, at selv de ingeniører, der har bygget dem, ikke kan forudsige, hvad der sker, når de trykker på “Update”-knappen.
Profetien for fremtiden: Det bliver værre
Vi står nu i starten af 2026, og intet tyder på, at farten sættes ned. Tværtimod.
Min frygt – og min forudsigelse – er, at vi ikke har set det værste endnu. Vi har gjort os afhængige af systemer, der opdaterer sig selv automatisk: Fra min WordPress-hjemmeside og din iPhone til de servere, der styrer strømforsyningen og bankerne. Når man kombinerer “automatisk opdatering” med “manglende test” og “økonomisk incitament til konstant forandring”, så beder man om en katastrofe. I 2025 så vi revnerne i fundamentet.
Vi kalder det “Agile”. Vi kalder det “Progress”. Men i virkeligheden er det digital russisk roulette, og patronkammeret er ved at være fyldt. I fremtiden risikerer vi, at huset falder sammen i et Supply Chain Attack, hvor en enkelt, lille, automatisk opdatering spreder sig som en gift gennem hele systemet.
Måske er det på tide, at vi genvinder retten til at sige “nej tak”. At vi tør lade være med at opdatere det plugin, den app eller det styresystem, hvis det virker fint i dag – også selvom det kræver mod at ignorere de røde advarsler. For lige nu føles det som om, vi alle sammen sidder i en racerbil med 200 km/t, hvor mekanikeren insisterer på at skifte hjulene, mens vi kører. Det kan godt være, de nye dæk er smarte, men risikoen for at køre galt er simpelthen blevet for stor.
NB: Vigtig note til læseren
Formålet med denne artikel er at sætte fokus på den ukritiske “opdaterings-kultur”, der er drevet af markedsføring og algoritmer. Det er dog vigtigt at understrege, at jeg ikke opfordrer til at ignorere kritiske sikkerhedsopdateringer. Det er en svær balancegang, men pointen er, at mange opdateringer i dag slet ikke handler om din sikkerhed, men om andres bundlinje.
Alle billeder er genereret med AI.