Kommunikation i Krisetid: Preppernes Skjulte Mesh-Netværk
Et uafhængigt, luftbåret radio-netværk uden om internettet. Jeg dykkede ned i teknikken og valget mellem Meshcore og Meshtastic.
Af Brian Poulsen | Marts 2026
Det ukendte netværk
Forleden scrollede jeg ned over mit feed, da jeg faldt over et opslag, der fik mig til at stoppe op. Det var skrevet til “elektronik-nørderne” og handlede om at bygge et netværk, hvor man kan kommunikere elektronisk fuldstændig uden strømnettet, uden internet og angiveligt helt uden mobiltelefoner. Lige præcis den sidste del viste sig senere at være lidt af en teknisk stramning, men det vidste jeg ikke endnu.
I en tid, hvor vi er totalt afhængige af, at masterne, routerne og kablerne i jorden altid virker, lød det vildt, at en flok frivillige i dette øjeblik er i gang med at forbinde landet med, hvad der tilsyneladende er små radioer.
Opslaget talte om ting, jeg aldrig havde hørt om før. Et netværk ved navn Meshcore. Små, billige enheder, som folk blev opfordret til at gemme oppe under teglstenene, og som på magisk vis kan sende krypterede tekstbeskeder adskillige kilometer gennem luften. De videresender simpelthen beskederne for hinanden i et stort usynligt net. Ingen licens, intet abonnement, og ingen regninger fra et teleselskab. Bare et uafhængigt, parallelt internet, der bliver bygget i dette øjeblik.
Jeg forstod hat af selve teknikken. Mit kendskab til radiokommunikation stoppede cirka ved den stationære walkie-talkie, jeg havde stående på mit drengeværelse i starten af 90’erne, hvor en enorm antenne på husgavlen lod mig snakke med vennerne i nabolaget. Men selve tanken i det her opslag ramte mig alligevel som en mavepuster.
Tænk engang over det. Lige uden for dit vindue svæver der højst sandsynligt et usynligt kommunikationsnetværk hen over byens tage. Et netværk, som naboen måske allerede er koblet på, mens resten af os render uvidende rundt og er hundrede procent afhængige af, at teleselskabernes infrastruktur ikke går i sort.
Jeg blev simpelthen nødt til at finde ud af, hvad det her var for en undergrundsverden. Ikke fordi jeg selv havde planer om at kravle op på taget med en boremaskine, men fordi det var for fascinerende, at almindelige mennesker i deres fritid er i fuld gang med at bygge et usynligt luftbåret netværk, uden at vi andre overhovedet har opdaget det.
Hvad det er og hvordan det virker
Da jeg begyndte at grave i, hvad det her udstyr egentlig var for noget, gik det op for mig, at opslaget havde udeladt et par ret væsentlige detaljer om, hvordan man overhovedet kommer i gang. Opslaget gav indtryk af, at man nærmest bare købte en dims og lagde den på loftet. Men virkeligheden kræver lidt mere benarbejde.
Når man søger på de her enheder på nettet, finder man et hav af forskellige modeller. Nogle af dem ligner bittesmå walkie-talkier med en lille skærm, mens andre mest af alt minder om firkantede radiokort til en computer, hvor der bare stikker en stump antenne ud. Fælles for langt de fleste er, at de koster et par hundrede kroner, og at de ankommer direkte fra fabrikker i Kina.
Software
Men her er den første store hurdle, som de færreste tænker over: Når postbuddet afleverer den lille boblekuvert, og du pakker dit nye radiokort ud, så er det fuldstændig blankt. Det er hjernedødt. Der er ikke installeret noget som helst software på det. Før det kan sige et pip, skal du finde et ganske almindeligt USB-kabel – den slags du lader dine høretelefoner med – og sætte radiokortet til din computer. Via en hjemmeside skal du simpelthen selv installere den software, der vækker enheden til live. Det tager kun et par minutter, men hvis man ikke ved det, sidder man bare med en ubrugelig stump elektronik.
Når kortet endelig er vågnet, støder vi på den næste detalje. Opslaget nævnte, at man kunne kommunikere uden mobiltelefoner. Det er et synspunkt, der kræver en vigtig nuancering. Det er fuldstændig korrekt, at systemet fungerer uden mobilnettet og telemasterne. Men langt de fleste af de her radiokort har intet tastatur. De er stumme. For at du kan skrive en besked, er du nødt til at koble din smartphone trådløst sammen med radiokortet via Bluetooth.
App eller PC
Du skal ind i App Store eller Google Play og downloade en særlig, gratis app til formålet. Du åbner appen på din telefon, skriver din tekst og trykker send. Telefonen rækker usynligt beskeden over til radiokortet, som ligger i vindueskarmen eller i din lomme, og så er det radiokortet, der gør det hårde arbejde og skyder signalet ud over byens tage. Din luksuriøse telefon er i det her setup reelt bare blevet et trådløst tastatur og en skærm for radiokortet.
Hvis man ikke gider være afhængig af en smartphone-app, er der dog et smart alternativ. Man kan lade radiokortet sidde i sin stationære eller bærbare computer med USB-kablet. Så åbner man bare sin internetbrowser, taster en bestemt adresse ind, og vupti – så har man et komplet kontrolpanel og chatvindue direkte på computerskærmen.
Men hvis en vaskeægte prepper eller hardcore radionørd læser med her, vil vedkommende nok alligevel ryste på hovedet af det setup. Det giver nemlig ikke meget mening at basere sin krise-kommunikation på en computer eller en telefon, der dør, når strømsvigtet rammer. Og de har fuldstændig ret.
Derfor findes der det ultimative overlevelses-setup. Investerer man lidt ekstra i nogle specielle radiokort – for eksempel modeller med navne som LilyGO T-Deck – får man en enhed, der har et fysisk mini-tastatur og en skærm bygget direkte ind i selve printkortet. De ligner lidt fortidens BlackBerry-telefoner.
I fredstid kan den sidde i din PC, mens du nørder med indstillingerne. Men den dag samfundet for alvor lukker ned, og stikkontakterne dør, rykker du bare kablet ud, kobler et batteri til, og så har du en 100 procent uafhængig, håndholdt kommunikationscentral. Ingen computere, ingen apps – bare dig og radiobølgerne.
Kommunikationen på netværket
Men hvordan foregår selve kommunikationen så ude i luften? Her er vi nødt til at aflive endnu en myte med det samme. Selvom de små dimser måske kan minde om walkie-talkier, så glem alt om at trykke på en knap og tale. Systemet understøtter overhovedet ikke stemmer. Det er hundrede procent tekstbaseret. Og vi taler ikke om moderne beskeder, hvor du kan sende lange romaner og sjove billeder.
Teknologien er designet til at skyde data ufatteligt langt ved hjælp af minimal strøm, og prisen for den rækkevidde er hastighed og plads. Det svarer meget mere til de allerførste SMS-beskeder fra 90’erne. Du har typisk kun i omegnen af 200 tegn til rådighed per besked. Dertil kommer, at radiobølgerne bevæger sig digitalt tungt. Når du trykker send, tager det reelt tid – nogle gange flere sekunder – før beskeden er tygget igennem og skudt afsted, og radioen skal derefter have en kort pause for at overholde lovgivningen på det åbne frekvensbånd.
De her små radiokort sender nemlig på en helt bestemt frekvens, der hedder 868 MHz. I Danmark er det et åbent radiobånd. Det er den samme del af luften, som trådløse vejrstationer, bilnøgler og tyverialarmer bruger til at sende små, digitale bip til hinanden. Det er et område af luften, hvor alle må være, så længe de ikke sender med for voldsom en styrke.
For at forstå, hvordan radioerne taler sammen på den frekvens, kan man forestille sig, at hele byen er én stor, bælgragende mørk sportshal. Den sportshal er 868 MHz-frekvensen. Når dit lille radiokort sender den tekstbesked, du lige har skrevet, svarer det i virkeligheden til, at den stiller sig op midt i mørket og råber alt, hvad den overhovedet kan. Dit signal flyver rent fysisk ind i stuen til alle i byen, der har en lignende radiodims stående tændt. Alle i den mørke sportshal kan i princippet høre råbet.
Kryptering
Hvis alle i den mørke sportshal kan høre, hvad min radio råber, betyder det så, at hele nabolaget kan læse med over skulderen? Det var den næste, ret presserende tanke, der meldte sig. Opslaget lovede jo, at man kunne sende krypterede beskeder, men hvordan fungerer det i praksis på en åben radiofrekvens?
Her viser systemet sig fra sin stærke side. Rent fysisk flyver dit signal direkte ind i alle andres radioer, men softwaren i telefonen eller på computeren fungerer som en uigennemtrængelig, digital tolk.
Hvis du vil skrive privat med en ven nede ad gaden, opretter I en lukket kanal. Softwaren genererer en ekstremt lang og kompliceret matematisk kode – en slags hemmelig ordbog, som kun jeres enheder deler.
Når du skriver “Giver du en kaffe?” på din skærm, bruger softwaren den hemmelige ordbog til at forvandle ordene til uforståeligt volapyk. For eksempel “XfyT19%Q!”. Dit radiokort stiller sig op i den mørke sportshal og råber “XfyT19%Q!” af sine lungers fulde kraft.
Alle andre radiokort i byen fanger lyden. Men fordi de mangler jeres hemmelige ordbog, konstaterer deres software bare, at koden er ulæselig. Beskeden bliver slettet i det skjulte, uden at ejeren nogensinde får en notifikation. Kun din vens enhed kan fange “XfyT19%Q!” og forvandle det tilbage til et spørgsmål om kaffe. Det er aflytningssikker kommunikation midt på et åbent torv.
Repeatere
Men selv den mest sikre besked er ubrugelig, hvis den ikke når frem. Opslaget opfordrede folk til at stille deres lofter til rådighed for såkaldte repeatere.
For at forstå, hvad en repeater er, skal man først forstå selve kernen i netværket. Det kaldes et “mesh-netværk”, hvilket egentlig bare betyder, at netværket er flettet sammen som et net. Hver eneste radiodims, uanset om den ligger i din lomme eller er koblet til din PC, fungerer helt automatisk som en formidler for andre. Hvis din radio opfanger en besked, der skal længere væk, lytter den og kaster den automatisk videre.
Men nede på gadeniveau blokerer bygninger og træer for signalerne. Rækkevidden er begrænset. Det er her, de dedikerede repeatere kommer ind i billedet.
En repeater er ikke et stort, dyrt stykke teleudstyr. Det er nøjagtig det samme lille, kinesiske printkort, som man bruger nede i stuen. Forskellen ligger udelukkende i, hvordan man indstiller den, og hvor man placerer den.
Tager man et radiokort og slutter det til strøm oppe under teglstenene på et højt tag, ændrer betingelserne sig. Via appen på telefonen, via USB-kablet til sin PC, eller direkte på skærmen (hvis man har en avanceret model som LilyGO T-Deck), kan man skifte kortets indstilling til “Repeater-tilstand”.
I den tilstand slukker enheden for Bluetooth, skærm og alt andet, der trækker unødvendig strøm. Dens eneste opgave er nu at fungere som byens faste ekko. Den sidder højt oppe uden forhindringer og lytter. Hver gang den fanger et svagt signal nede fra gaden, gentager den det alt, hvad den kan. Har man en hel kæde af disse faste repeatere stående på strategiske lofter, kan en lille tekstbesked springe fra tag til tag og rejse adskillige kilometer gennem landskabet.
Det var altså det, opslaget handlede om: At opbygge en fælles infrastruktur i højden, så alle nede på gaden kunne nå hinanden. Men da jeg begyndte at kigge nærmere på den plan, gik det op for mig, at selve måden, netværket bygges på, er genstand for en del konflikter i nørde-miljøet.
Strømforsyning
Opslaget fik det til at lyde som den nemmeste sag i verden: Smid en repeater op under teglstenene, sæt et lille solcellepanel til, og lad den passe sig selv. Men når man begynder at regne på, hvad der rent faktisk skal til for at bygge stabil infrastruktur på et uisoleret, nordisk loft, er virkeligheden en lidt anden.
Den korte version er, at små solceller og standard-batterier lynhurtigt kommer til kort, når den danske vinter byder på ugevis af mørke og frostgrader, der dræber elektronik.
Løsningen, der reelt holder systemet kørende, er utrolig simpel. Man bygger det, der i fagsprog kaldes en uafbrydelig strømforsyning – en UPS (Uninterruptible Power Supply). Man tager simpelthen et tungt, fuldt opladt 12-volts batteri, typisk et fritidsbatteri af den slags man bruger i campingvogne, og stiller det op ved siden af radiokortet. Batteriet er koblet til en ganske almindelig batterilader i husets stikkontakt.
Så længe samfundet fungerer, pumper stikkontakten strøm i batteriet. Den dag strømmen går ned i hele bydelen, dør laderen i stikkontakten naturligvis, men det opdager repeateren slet ikke. Den kører uforstyrret videre direkte på det store batteri. Og fordi de her små radiokort bruger så forsvindende lidt strøm, kan et almindeligt 12-volts batteri holde netværket flyvende i over et halvt år, helt uden at der kommer strøm i stikkontakterne igen. Det er en yderst robust, driftssikker og langtidsholdbar løsning.
Men når man endelig har løst strømproblemet og fået sit radiokort til at overleve både fugt og frost, rammer man ind i den næste mur: Hvilket sprog skal radioen egentlig tale?
Meshtastic vs. Meshcore
Opslaget, jeg oprindeligt faldt over, opfordrede folk til at bygge repeatere til et netværk, der hedder Meshcore. Men der findes et andet, mindst lige så udbredt system, der hedder Meshtastic. Og her står man pludselig midt i en klassisk formatkrig. Det minder om 1980’ernes formatkrig mellem videobåndene Betamax og VHS, eller nutidens valg mellem Apple og Android, Windows og Linux. To forskellige standarder, der forsøger at løse det samme problem på hver deres måde.
Meshtastic er bygget på en fuldstændig åben kode. Det er startet omkring år 2019 som et massivt open-source projekt. Her sidder tusindvis af frivillige programmører og forbedrer systemet gratis hver evig eneste dag, og der findes allerede hundredtusindvis af enheder ude i verden. Til gengæld er selve afviklingen mere kaotisk, og netværket har det med at drukne i sin egen støj, når der kommer for mange brugere i samme by.
Meshtastic, som er den oprindelige gigant, blev ikke skabt til dommedag eller kriseberedskab. Det blev skabt til folk, der vandrede i fjerne bjerge, kørte off-road i ørkenen, eller tog på den enorme Burning Man-festival i USA, hvor der ingen mobilmaster er. Det var et system lavet til åbne vidder og spredte grupper af mennesker, der bare ville holde kontakten. Det er genialt, hvis en gruppe venner vandrer i en øde skov, for beskederne hopper bare frem og tilbage mellem dem. Det kaldes “flood routing”.
Men da almindelige mennesker i byerne begyndte at opdage systemet, tog de “hiker-radioen” med ind i betonjunglen. Så brød det anarkistiske system sammen, når tusindvis af radioer i en storby begyndte at råbe af hinanden på én gang.
Derfor opstod udbrydergruppen Meshcore for nylig. De kiggede på det anarkistiske kaos og besluttede, at der var brug for benhård struktur. Nogle britiske nørder sagde: Vi kan ikke bruge et vandre-netværk i en by. Vi er nødt til at bygge et system, der opfører sig mere som de professionelle teleselskaber, hvor faste master styrer trafikken. Det gør netværket utroligt effektivt til at dække store geografiske områder permanent uden at bryde sammen. Meshcore er bygget til at rute beskederne intelligent og effektivt udenom støj. Det gør det stærkt i tætbebyggede områder. Men koden bag er mere lukket, og systemet er – i hvert fald lige nu – det mindste af de to.
Men her knækker filmen for det nørdede miljø: Meshtastic er bygget af idealister, og alt er hundrede procent gratis og åbent for enhver at kigge i koden (open-source). Skaberne bag Meshcore har derimod valgt at holde centrale dele af deres kode hemmelig, og de har indført “freemium”-modeller i deres mobil-app, hvor man kan betale sig fra at vente på visse funktioner. Det har udløst et uforsonligt had på internettet. Meshtastic-lejren anklager Meshcore for at stjæle den frie open-source ånd og gøre det til en kommerciel malkemaskine, mens Meshcore-lejren ryster på hovedet af, at folk hellere vil sidde med et ustabilt, ubrugeligt by-netværk end at betale en flad tier for et system, der rent faktisk fungerer i stor skala.
Det er den konflikt, vi står midt i. Du har Meshtastic, som er verdens største, mest udbredte, men utroligt kaotiske system. Og så har du Meshcore, som teknisk set er mere strømlinet til by-brug, men som nærmest ingen kender endnu.
I princippet kan de to systemer sagtens eksistere side om side i fremtiden, præcis ligesom benzin- og dieselbiler gør det på landevejene. Begge formater har deres åbenlyse styrker og svagheder.
Men for den almindelige nybegynder betyder det, at man står over for et definerende valg, før man overhovedet er kommet i gang. Skal man satse på det system, der måske er teknisk skarpest til byerne, men hvor der er færre brugere? Eller skal man vælge det lidt mere støjende system, hvor langt de fleste andre allerede befinder sig?
Og her kunne man selvfølgelig fristes til at tænke den helt logiske tanke: Hvorfor ikke bare sætte to radioer op ved siden af hinanden og køre begge netværk på samme tid? Men her spænder fysikken endnu en gang ben. Da begge systemer sender på nøjagtig samme radiofrekvens, vil to repeatere med hver deres sprog ende med at overdøve og forstyrre hinanden totalt, når de forsøger at råbe i sportshallen på samme tid. Man er simpelthen nødt til at træffe et valg og vælge det andet fra.
Hvem bygger det?
Da jeg først havde fået hovedet omkring sportshallen, batterierne og den bitre formatkrig, ramte det næste uundgåelige spørgsmål mig. Hvem i alverden er det, der bruger deres aftener, weekender og lommepenge på at bygge alt det her i det skjulte?
Jeg havde i starten en lille fordom om, at det nok primært var dommedags-typer med Rambo knive og sløringsnet. Men når man forstår, hvad netværket rent faktisk kan og tilbyder, tegner der sig et billede af en fascinerende alliance af vidt forskellige subkulturer, der normalt ikke har meget med hinanden at gøre.
Den mest synlige gruppe er ganske rigtigt beredskabsfolket, eller prepperne. For dem handler det om ren og skær tryghed. De ser på urolighederne i verden og tænker: Hvad gør vi, når vi ikke kan ringe 112, og vi ikke kan få fat i vores børn? For dem er de her små radiokort den ultimative forsikringspolice; en digital redningskrans, når systemet svigter.
Så er der privatlivs-fundamentalisterne. De er drevet af en dyb ideologisk modstand mod overvågningskapitalismen. De afskyr tanken om, at tech-giganter eller staten kan kigge med over skulderen, hver gang de sender en besked. For dem er et netværk, som ingen ejer, og som ingen kan logge centralt, selve den hellige gral. Det er et usynligt, digitalt oprør mod systemet.
Men den gruppe, jeg personligt bedst kunne identificere mig med, var grej-nørderne og nostalgi-rytterne. Det er her, trådene trækkes direkte tilbage til mit teenageværelse i starten af 90’erne. Dengang lå jeg og en del af mine kammerater i hver vores senge om aftenen med stationære walkie-talkier, der fik signal fra gigantiske antenner, som vores fædre havde boltet fast på husgavlene, og snakkede sammen i timevis til langt ud på natten. Mens de tyske tv-kanaler flimrede i baggrunden, var vi på det åbne rum i æteren, hvor alle kunne lytte med. Længe før internettet overhovedet fandtes, gik timerne med fri, luftbåren samtale om alt fra, hvad vi lige havde set i fjernsynet, til lokal sladder og bagtalelse – for vi vidste alle, hvem der havde walkie-udstyr, og hvem der ikke havde.
Walkie-talkie sammenligningen
Men her stopper sammenligningen også brat. For selvom nostalgien lever, så taber den analoge walkie-talkie terræn på to helt afgørende punkter, når vi taler om reelt kriseberedskab: Strøm og rækkevidde.
En klassisk walkie-talkie er bygget til at sende en menneskestemme gennem æteren, og det kræver rå, fysisk muskelkraft. Hvis strømmen går i flere dage, vil en traditionel radio hurtigt dræne selv et solidt bilbatteri, når man har haft trykket sendeknappen i bund tilpas mange gange.
Mesh-netværket opererer derimod med bittesmå, digitale impulser, der kun varer brøkdele af et sekund. Det betyder, at den lille enhed i din lomme kan holdes i live i ugevis på en enkelt, billig powerbank.
Dertil kommer støjen. Vi husker alle den analoge skratten, når signalet blev svagt. En stemme forsvinder hurtigt i mørket, hvis afstanden er for stor eller terrænet er svært.
Mesh-netværket er derimod enten-eller. Det rydder selv op i den digitale støj, tjekker for fejl og ruter beskeden intelligent videre via de andre repeatere på lofterne. Det er forskellen på at stå og råbe ud i en mørk skov og håbe på, at nogen hører dig, og så at sende en digital kurer afsted med et kodet brev, der tålmodigt hopper fra tag til tag, indtil det når frem til modtageren.
Selvom teknikken er skiftet fra analog råbekonkurrence til digital intelligens, så er drivkraften bag det hele ofte den samme. Lige præcis nysgerrigheden på hvor langt et signal kan række, lever i bedste velgående sammen med trangen til at pille ved elektronik.
For mange af de voksne mænd, der i dag køber kinesiske printkort, er de her små enheder slet og ret blevet det nyeste stykke voksen-Lego. Det handler ikke nødvendigvis om at forberede sig på tredje verdenskrig. Det handler mere om at sidde bøjet ind over arbejdsbordet i skæret fra en arkitektlampe, med loddekolben i hånden, for at bygge en eller anden Storm P-løsning og få et kæmpe kick ud af, at det rent faktisk virker.
Skyggesiden af det usynlige net
Men ligeså uskyldigt det kan lyde at lege med voksen-Lego, lige så mørkt bliver perspektivet, når man vender mønten om. Hvad sker der, når kriminelle opdager et uafhængigt, totalt mørklagt og krypteret netværk?
På papiret lyder det som den ultimative drøm for terrorceller og narkosyndikater. Ingen teleselskaber, der kan udlevere logfiler til politiet, og intet der kan spores. Men virkeligheden er heldigvis lidt mere klodset. For tunge, organiserede kriminelle er teknologien simpelthen for langsom og for ustabil. De vil langt hellere betale i dyre domme for ulovlige kryptotelefoner, der kører lynhurtigt og fejlfrit på teleselskabernes eksisterende motorvej.
Men der er ét sted, hvor teknologien for alvor har potentialet til at give myndighederne koldsved på panden: Inde bag murene.
Kriminalforsorgen bruger store ressourcer på at blokere og dræbe almindelige mobilsignaler inde i fængslerne med avanceret jammer-udstyr. Men hvad med et lillebitte, stumt printkort på størrelse med en tændstikæske, smuglet ind i en celle?
Det sender på en helt anden, lav frekvens, der ofte flyver fuldstændig under radaren. Hvis en indsat har sådan en dims gemt under madrassen, og en medgerningsmand har sat en usynlig repeater op i et træ et par hundrede meter uden for fængselsmuren, så kan der opstå et massivt, usynligt sikkerhedshul. Ingen master registrerer det, ingen kan aflytte det matematiske volapyk, og fængslets jammere opdager det måske aldrig.
Teknologien spænder altså over hele spektret. Fra den hyggelige walkie-talkie nostalgi til muligheden for et totalt mørklagt kommunikationsværktøj for landets indsatte.
Det skrøbelige samfund
Når man træder et skridt tilbage fra loddekolberne, de tunge bilbatterier og sikkerhedshullerne i fængslerne, står man tilbage med det helt store, overordnede spørgsmål. Hvad siger det egentlig om os, at tusindvis af helt almindelige mennesker pludselig bruger deres fritid på at bygge et alternativt, usynligt internet oppe under teglstenene?
For mig at se siger det alt om den iboende skrøbelighed, vi har opbygget i det moderne samfund. Vi har skabt en hyper-effektiv, digital hverdag, hvor alting kører på skinner. Vi har ingen kontanter, ingen fastnettelefoner, og al vores viden og kommunikation ligger i en usynlig “sky”, der reelt set bare er gigantiske serverparker drevet af massive mængder strøm og sårbare kabler i jorden. Vi har ofret vores robusthed på effektivitetens og bekvemmelighedens alter.
Når folk køber blottede kinesiske printkort og gemmer dem på loftet, er det i virkeligheden en fysisk manifestation af en snigende mistillid. Det er ikke nødvendigvis en sølvpapirshat-mistillid til regeringen, men snarere en dyb mistillid til selve infrastrukturen. Det er en stille erkendelse af, at hvis der kommer et voldsomt hackerangreb, et massivt strømsvigt, eller et uheld der klipper det forkerte fiberkabel over, så er vi fuldstændig lammende isolerede fra hinanden i løbet af få minutter.
At bygge sit eget netværk er at tage en lille flig af kontrollen tilbage. Det er den ultimative, moderne form for selvhjulpenhed.
Skal, skal ikke ?
Men for mit eget vedkommende? Da jeg endelig nåede til bunds i historien om det hemmelige, luftbårne netværk, lod jeg roligt betalingskortet blive i lommen. I hvert fald for nu.
Idéen er utrolig fascinerende, men når hverdagen rammer, er det simpelthen lidt for meget bøvl til, at jeg personligt orker at kaste mig ud i det. Tanken om at skulle kæmpe med iskolde lofter, overvåge strømmen på et tungt camping-batteri og vælge side i en nørdet formatkrig, for at løse et problem der måske aldrig nogensinde opstår… det er alligevel for stor en mundfuld. Jeg overlader trygt lofts-arbejdet og loddekolberne til dem, der for alvor brænder for det.
Dog kan jeg ikke udelukke, at jeg på et tidspunkt ”kommer til” at investere i en LilyGO T-Deck til min computer – bare for at se, om der reelt sker noget som helst i radiobølgerne, som jeg så kan følge lidt med i. Så har jeg den jo også til, hvis verden bryder sammen, og så må strømforsyningsproblemet vente til, at det sker.