Illusionen om Uendelighed: En teori om diskontinuitet og den absolutte nulstilling
Af Brian Poulsen | Januar 2026
Indledning: Det matematiske bedrag
Gennem menneskehedens historie har begrebet “uendelighed” fascineret både filosoffer, teologer og matematikere. Vi har lært at acceptere uendelighed som en reel størrelse – at tiden strækker sig evigt bagud og fremad, og at universet er en uendelig scene.
Min tese er imidlertid, at fænomenet uendelighed er en illusion. Det er et matematisk værktøj, som vi fejlagtigt har projiceret over på den fysiske virkelighed. I den virkelige verden kan intet være uendeligt.
Denne artikel vil argumentere for, at eksistens er betinget af observans (at nogen eller noget registrerer den), at “intethed” er ustabilt, og at universet nødvendigvis må gennemgå en total og absolut nulstilling, hvorved begrebet uendelighed mister sin mening.
1. Eksistensens grundvilkår: Observans og Tid
Fundamentet for denne teori hviler på en simpel, men radikal erkendelse: Intet kan eksistere uden observans. Dette skal ikke forstås solipsistisk – altså tanken om, at verden kun findes inde i mit eget hoved – men som en fysisk nødvendighed. Uden interaktion, uden en observatør eller en modtager af information, ophører begreber som “tid” og “rum” med at give mening.
Tiden kan ikke være uendelig, for tid er en måling af forandring. Hvis universet når en tilstand, hvor intet forandrer sig, og ingen observerer det, går tiden i stå. Tiden er dermed ikke en uafhængig flod, der flyder evigt; den er en egenskab ved stoffet og observatøren. Uden dem stopper tiden. Derfor er en “uendelig tid” en fysisk umulighed.
2. Opgøret med det evige stof
Et klassisk modargument er, at materien består, uanset om vi ser på den eller ej – at “stenen er en sten”, selv uden observatør. Dette argument fejler dog, når vi betragter det i et kosmologisk perspektiv.
Alt fysisk stof er underlagt entropi – det vil sige naturens tendens til uorden og forfald. Ligesom stenen ikke eksisterede, før dens atomer blev samlet, vil den heller ikke eksistere, når dens atomer spredes igen. Stenen har en start og en slutning. Det samme gælder universet. Hvis universet, som moderne kosmologi foreslår, startede ved Big Bang, har det en fødselsdato. Noget med en start kan per definition ikke være uendeligt bagud i tid.
Men hvad med fremtiden? Standardmodellen inden for fysik forudsiger en “Varmedød”, hvor universet ender som en kold suppe af subatomare partikler, der svæver rundt i mørket til evig tid. Her adskiller min teori sig markant fra den etablerede konsensus (den brede enighed blandt forskere).
3. Stoffets funktionelle ophør
Standardmodellen tager fejl, når den antager, at partikler (elektroner, protoner, fotoner) kan eksistere evigt i et tomt univers.
Min hypotese er, at eksistens er bundet til funktion og påvirkning. Når stoffet ikke længere tjener noget formål, når det ikke længere interagerer med andet, og når universet er udvidet til det punkt, hvor kausalitet – altså årsag og virkning – bryder sammen, mister stoffet sin eksistensberettigelse.
Vi må antage, at naturen rydder op efter sig.
Hvor moderne fysik (Grand Unified Theories) spekulerer i, at stof langsomt nedbrydes over enorme tidsrum (såkaldt proton-henfald), tager min teori skridtet fuldt ud: Alt stof vil, efter Varmedøden, opløses fuldstændigt. Det vil vende tilbage til den tilstand, det kom fra. Universet vil ikke ende som en kirkegård af døde partikler, men som et absolut intet.
4. Skabelsen: Fejlen i Intetheden
Hvis vi accepterer, at alt skal opløses til absolut nul – ingen tid, intet rum, ingen energi – står vi med spørgsmålet: Hvordan kan noget opstå igen?
Jeg er ikke fysiker, og jeg påstår ikke at kende de komplekse matematiske ligninger bag Big Bang. Min tilgang er logisk og filosofisk, baseret på observationer af naturens mønstre. Men når man dykker ned i moderne teorier, ser man faktisk, at fysikken understøtter den logik, jeg fremfører her.
Her er det vigtigt at skelne: Jeg taler ikke om et “fysisk vakuum” (et tomt rum), for selv et tomrum er “noget”. Jeg taler om fraværet af selve rummet og naturlovene.
Svaret ligger i naturens grundlæggende fejlbarlighed. Denne tanke har fulgt mig, siden jeg var barn. Jeg husker tydeligt, hvordan vi børn lå på maven i græsset og ledte efter firkløvere. Vi kiggede på en hel plæne fuld af trekløvere – det normale, det perfekte, det statiske – men det var “fejlen”, firkløveren, vi ledte efter. Senere i livet reflekterede jeg over, hvordan genetiske “fejl” som Downs syndrom opstår som variationer i kromosomerne. Naturen fejler hele tiden. Og netop denne fejlbarlighed er nøglen til selve eksistensen.
Universets skabelse – Big Bang – var ikke en perfekt, guddommelig plan, men en kosmisk “firkløver”. En “fejl” i intetheden. Et symmetribrud.
Det “absolutte ingenting” er en ustabil tilstand. Ifølge kvantemekanikken kan en værdi på præcis “0” ikke opretholdes i evighed. Man kan illustrere det ved at forestille sig, at nullet aldrig står helt stille; det står og “dirrer” og svinger konstant en lille smule mod +1 og en lille smule mod -1. Det søger en balance, det ikke kan holde. Intetheden vil derfor uundgåeligt fluktuere, lave en fejl, og skabe noget ud af intet. Man kan betragte det perfekte “ingenting” som en glat overflade. Idet ustabiliteten indtræffer, sker der et brud. Energien til dette brud kommer ikke udefra, men fra en opdeling af nullet.
Hypotesen om et “Zero Energy Universe” (Nul-energi-universet) understøtter dette: Universets samlede energi er nul. Den positive energi (stof og lys) udlignes præcist af den negative energi (tyngdekraften). Derfor er skabelsen “gratis”. Universet er et regnskab, der opstod ved at splitte ingenting i to dele: plus og minus. En fejl i nullinjen.
Men hvordan bliver denne lille, mikroskopiske “fejl” til et helt univers fyldt med stjerner? Det virker intuitivt umuligt at få “noget” for “ingenting”. Her er det afgørende at forstå mekanismen bag skabelsen: Separation.
Forestil dig en helt flad græsplæne (Intetheden). Hvis du vil bygge en bakke (Universet/Stoffet), kan du ikke hente jorden udefra, for der er ikke noget “udenfor”. Du er nødt til at grave et hul. Når du graver hullet, får du en bunke jord.
• Bunken er positiv (Bakken/Stoffet).
• Hullet er negativt (Manglen på jord).
Hvis du lægger bunken tilbage i hullet, får du den flade plæne igen. Resultatet er nul. Men så længe bunken og hullet holdes adskilt, har du skabt “noget”. (Det er vigtigt at understrege, at dette blot er et pædagogisk billede – i det absolutte nul findes der naturligvis ingen fysisk skovl eller plæne, men princippet om, at man kan skabe noget ved at splitte et nul, gælder).
Dette princip er kendt i fysikken som ‘Zero Energy Universe’-hypotesen, og er blandt andet beskrevet af Stephen Hawking og Alan Guth (faderen til inflationsteorien): “The universe is the ultimate free lunch” .
I fysikken svarer “bunken” til alt stof og energi i universet. “Hullet” svarer til tyngdekraften (som er negativ energi). Da “fejlen” (ustabiliteten) opstod, skabte den ikke energi ud af den blå luft. Den rev “ingenting” midt over. I den ene hånd fik vi stof (+1), og i den anden hånd fik vi tyngdekraft (-1). Det enorme brag – Big Bang – var ikke “lyden” af noget, der ankom udefra, men “lyden” af “Intet”, der blev revet fra hinanden i to modpoler. Derfor kræver skabelsen ikke uendelig energi; den kræver blot en separation. Vi lever så at sige på et lån, og universets eksistens er blot perioden, hvor bunken ligger ved siden af hullet, før den uundgåeligt falder tilbage.
5. Den Cykliske Illusion
Når det nuværende univers har udtømt sin energi, og stoffet er opløst på grund af manglende funktionel observans, vender vi tilbage til det ustabile nul. Herfra vil processen gentage sig. En ny ustabilitet vil skabe et nyt Big Bang.
Er dette så ikke uendelighed? Nej.
Her adskiller min teori sig fra fysikeren Roger Penroses Konform Cyklisk Kosmologi model (“Conformal Cyclic Cosmology”). Penrose leder efter “ar” eller information, der overlever fra det ene univers til det næste. Min teori dikterer en total nulstilling. Fordi alt stof og al struktur opløses, slettes al information. Der er ingen hukommelse. Ingen “Gud” eller naturlov, der svæver udenfor og husker det forrige univers.
Hvert univers er en isoleret ø af tid, omgivet af intethed. Der er ingen sammenhæng mellem Univers A og Univers B. Univers B er ikke en fortsættelse af A; det er en ny, uafhængig opståen.
Derfor eksisterer uendeligheden ikke. Der eksisterer kun “nuet” og den midlertidige cyklus, vi befinder os i.
6. Det Endelige Punktum
Formålet med denne teori er ikke at beskrive universets fysik, men at drage den endelige logiske konsekvens om selve begrebet uendelighed.
Matematikken kan operere med uendelighed, fordi papir er tålmodigt. Men virkeligheden er utålmodig. Virkeligheden kræver observans og forandring for at eksistere.
Min konklusion er derfor, at uendelighed ikke kan eksistere i virkeligheden, fordi ethvert forsøg på at “fuldføre” uendeligheden vil blive afbrudt af naturens eget punktum. Intet kan blive ved evigt, fordi tiden selv dør, når stoffet opløses. Selv hvis universet genstartes i en ny cyklus, er det ikke en forlængelse af den forrige, men en ny begyndelse. Uendelighed kræver kontinuitet, men naturen tilbyder kun diskontinuitet.
Således sætter virkeligheden et punktum – et fuldt stop, hvor matematikken sætter et uendelighedstegn. Vi eksisterer i en parentes mellem to intetheder, og det er netop denne begrænsning, der gør eksistensen mulig – og værdifuld.
Denne teori er en filosofisk syntese baseret på mine betragtninger og teorier udviklet gennem årtier. Den anerkender og bygger videre på fysiske principper fra bl.a. Roger Penrose (cyklisk tid), Stephen Hawking (Zero Energy) og Heisenberg (kvante-usikkerhed), men drager en ny og mere radikal konklusion, der bryder med den etablerede Standardmodel: At uendelighed er en umulighed, og at universet nulstilles totalt uden overførsel af information.
Alle billeder er genereret med AI.